Københavns Museum
At blive Københavner
"At blive Københavner" handler om den evige udfordring med nytilkomne "indvandrere" over for de etablerede 3. og 4. generations københavnere. Der fokuseres på, hvordan man opnår og tilegner sig en identitet og går fra den "uønskede" til den "ønskede" kategori.
Skrald!
Særudstillingen ”Skrald!” fokuserer på henholdsvis ressourceforbrug, affaldsbunker og genbrug. Netop i disse år kæmper storbyer overalt i verden med skralde-problematikken - tænk blot på Napoli - og hele forbrugersamfundets dynamik og etik er under udfordring.
Væggen
"Væggen" er en multimedial installation opbygget af fire multitouch plasmaskærme med en samlet længde på 12 meter. Museet har engageret brugerne til at komme med deres personlige bidrag til væggen. I de kommende fire år vil "Væggen" være opstillet på forskellige pladser i København i forbindelse med de arkæologiske udgravninger under anlæggelsen af Københavns nye metro, Cityringen.
På opdagelse i København
"Væggen" giver beskueren adgang til en opdagelsesrejse i Københavns fortid, nutid og fremtid, gennem et interface, der er opbygget af en kombination af materialer fra museets samlinger og nye fotos af byen. Tilsammen udgør de et gigantisk billedarkiv og danner et drømmeagtigt cityscape.
Ligesom København altid har udviklet sig og fortsat vil forandre sig, vil "Væggen" også ændre sig gennem de næste fire år. Databasen med den rige billedsamling om København vil vokse støt, for "Væggen" inviterer nemlig brugerne til selv at udbygge skildringen af byens liv, historie og identitet ved at uploade personlige erindringer, billeder, film, musik eller tekster. Desuden kan man kommentere på de medier, der allerede findes eller give sin stemme til kende i en videoblog, der optages direkte ved skærmen.
Moderne metropol
Københavns Museum vil skabe nysgerrighed, vidensbegær og diskussionslyst omkring hovedstaden og præsentere København som en moderne metropol med et levende dynamisk forhold til sin kulturarv. Udstillingerne fokuserer på, hvordan identiteten som borgere i en storby som København er noget man tilegner sig og ikke noget, der nødvendigvis rækker tilbage i historien.
Foto: Københavns Museum
Film: Produceret af Golden Days
Nomineret til Publikums Museumspris
Museet har taget fat i storbyens identitet og ressourcer og rakt hånden ud til moderne brugere gennem interaktive medier i det offentlige rum.
Udstillingsperiode
"Skrald!"
14. oktober 2011 - 31. juli 2012
"At blive københavner"
19. november 2010 - 31. december 2012
"Væggen"
Flyttet til Frederiksberg Runddel fra 18. april 2012


