Nyheder
Pressemeddelelse
6. februar 2012
NY PUBLIKUMSPRIS
- Stem på årets bedste museum
Det er ikke noget nyt, at der bliver sat pris på museerne, for gennem ti år har Bikubenfonden allerede uddelt Den Danske Museumspris, som er gået til et museum, der har udvist en betydende, kvalitetsbetonet indsats. Når vi nu har valgt også at indstifte en publikumspris, så er det ifølge Bikubenfondens direktør fordi: ”Museerne er for os alle. At komme på et museum, fysisk eller online, beriger os med ny indsigt, der skaber udsyn og perspektiv på den fremtid vi alle skal møde”, siger fondens direktør Søren Kaare-Andersen: ”Med den nye Publikums Museumspris håber vi, i endnu højere grad end tidligere, at kunne inddrage museumsbrugere af alle slags og høre deres mening”.Danskerne bruger deres museer som aldrig før, og nu inviteres publikum til selv at sætte pris på årets bedste oplevelser. Bikubenfonden har netop indstiftet Publikums Museumspris, der giver alle chancen for at stemme på deres helt egen favorit.
200.000 kr. på spil
Publikum får chancen for at stemme på årets bedste museumsoplevelse blandt 5 nominerede museer. Det museum, der får flest stemmer, modtager prisen på 200.000 kr. Juryen udpeger 5 nominerede museer ud fra et årligt fastlagt tema. I 2012 vil der bliver lagt vægt på, at de nominerede museer i særlig grad har taget udgangspunkt i den lokale forankring. At temaerne skifter er med til at sikre, at alle museer kan komme i spil til prisen – og herefter er det publikums stemme, der afgør, hvilket museum der løber af sted med de 200.000 kr.
5 museer i opløbet
De 5 nominerede museer offentliggøres 1. maj, og herefter har publikum en måned til at stemme på deres favorit. I løbet af denne måned er det vores håb, at de nominerede museer vil lege med og gøre noget særligt for at vise deres særpræg og kvaliteter og åbne dørene for publikum på nye måder. Den 11. juni kåres vinderen ved et storstilet arrangement på Statens Museum for Kunst.
Yderligere oplysninger:
Bikubenfonden, direktør Søren Kaare-Andersen, 3377 9380
Golden Days, PR, kommunikationschef Anni Mogensen, 3525 3364/ 2232 5524
Download hele pressemeddelelsen
----------------------------------------------------------------------------------------
Pressemeddelelse maj 2011
Prisregn over danske museer
Torsdag den 26. maj kunne Bikubenfonden for 10. gang uddele Bikubenfondens Museumspriser. Der blev uddelt priser for i alt 650.000 kr. En række danske museer blev tildelt priser og hyldet for deres enestående indsats med at udvikle og synliggøre museernes vigtige og kvalificerede arbejde.
- HEART – herning museum of contemporary art modtog Bikubenfondens store museumspris, Den Danske Museumspris, der - ud over æren og en smuk messingplakette - også ledsages af en check på 500.000 kr.
- KØS – museum for kunst i det offentlige rum modtog museumsjuryens Specialpris på 100.000 kr.
- Museumsleder Erik Kromann, Marstal Søfartsmuseum modtog Bikubens Museumslegat på 50.000 kr.
Prisvindere af Bikubenfondens Museumspriser 2011
Med priserne fulgte juryens motiveringer til årets prisvindere:
HEART – herning museum of contemporary art v/museumsleder Holger Reenberg HEART er prismodtager af Den Danske Museumspris for museets fine internationale profil og udstillingernes høje, kunstneriske niveau. Museet har en klar profil, som er afspejlet i både arkitekturen, erhvervelserne og udstillingerne. Efter genåbningen af museet i 2010 har Heart præsteret unikke særudstillinger af Jannis Kounellis, indiske verdensnavne på udstillingen Indian Highway, fokus på Piero Manzoni i selskab med bl.a. Duchamp, Yves Klein og Fontana samt endnu en ”Socle du Monde” - kunstbiennalen, der i 2010 blev afholdt for 5. gang med velproducerede, nye værker. ”Socle du Monde” biennalen udvikles i et partnerskab mellem en række udvalgte kunstnere og erhvervsvirksomheder, der i fællesskab producerer værkerne til udstillingen.
KØS Museum for kunst i det offentlige rum v/museumsleder Christine Buhl Andersentildeles Bikubenfondens Specialpris for sin konsekvente, fagligt velfunderede og formidlingsmæssigt stærke udadvendte virksomhed. Museet har meningsfuldt formået at overføre en væsentlig del af sit arbejde til den omverden, som dets eksistensberettigelse hviler på. Ligesom museet fokuserer på den kunst, der er integreret i det offentlige rum, er det offentlige i bred og forbilledlig forstand en integreret del af museets virksomhed.
Museumsleder Erik Kromann, Marstal Søfartsmuseum udtrykker lokalsamfundets identitet og er totalt integreret i sine omgivelser. Det er i høj grad en del af overlevelsesstrategien på Ærø. Det er et eventyr i gammeldags forstand at besøge museet med de righoldige samlinger fra nær og fjern, det er levende og effektiv kulturarv så det batter, og så er det totalt båret af frivilligt engagement.
Leder af museet siden 1980 er Erik Kromann, lærer, politiker, sømand og forfatter. Erik Kromann har selv formuleret sine tanker om museet således: ”Vi – besætningen på Marstal Søfartsmuseum – har sat os for at bekæmpe den tiltagende maritime analfabetisme ved at servere søfartshistorien i en så appetitlig anretning, at selv de mest jordbundne landkrabber får trang til søluft”. Det er på alle måder lykkedes.
Prisfotos kan downloades via HEARTs hjemmeside
_________________________________________________________________________________________________________________________________
Taler til prisvinderne 2011
Den Danske Museumspris 2011. HEART v/museumsdirektør Charlotte Sabroe
Kære Holger Reenberg og medarbejdere på HEART
Kære gæster
På HEART vendes verden på hovedet.
Med Piero Manzonis mesterværk fra 1961 som det konceptuelle omdrejningspunkt udfordrer museet i Herning sine gæster. Som et credo byder Socle du Monde velkommen straks man træder ind i Steven Holls flotte museumsbygning fra 2009, og varsler et museumsbesøg, der ikke byder på de lette løsninger. Men til gengæld kan man forvente en substantiel, sanselig og berigende oplevelse.
Skulpturen er udformet som en enkelt kubisk jernkonstruktion – 82 x 100 x 100 cm. Og den bærer inskriptionen "Socle du Monde/Socle magic no. 3 de/Piero Manzoni -1961 - Hommage a Gallileo". Bogstaverne er dog vendt op og ned, og man forstår, at den lille sokkel skal forestille at bære jordkuglen. Men soklen er ikke alene et originalt og konceptuelt tænkt fundament for hele verden. Den er også et helt særegent fundament for det museum som i dag hædres med Bikubenfondens Museumspris.
Den beskedne, men kunsthistorisk set skelsættende skulptur er blot ét blandt et større antal værker, som den italienske konceptkunstner producerede under to ophold i Herning i hhv 1960 og 1961. Han var inviteret fabrikant Aage Damgaard, der fremstillede skjorter og holdt af kunst. Begge dele med en ildhu, som stadig trækker sine spor i det museum vi står i her. Skjorterne afspejles i arkitekturen og Damgaards samling er en grundpille i HEART. Det er imidlertid høj grad Holger Reenberg og hans teams fortjeneste, at de har omsat denne arv, så den konsekvent og originalt indgår i museets arbejde og strategi.
Det gælder den faste samling, der stadig udbygges. Her er Manzoni anledningen til, at samlingen følger et italiensk spor, med værker af andre af Arte Povera gruppens kunstnere bl.a. Lucio Fontana, Enrico Castellani, Mario Merz og Jannis Kounellis. Men han er også afsæt for det konceptuelle spor, der sammen med en vægtning af den konkrete og konstruktive kunst bl.a. har været grundlaget for museets fine og fokuserede samling af samtidskunst.
Denne samlingsprofil er en konsekvent ledetråd for museets forskning, formidling og særudstillinger.
Helt konkret har Manzoni-skulpturen lagt navn til den internationale biennale ”Socle du Monde”, som netop har været afholdt for femte gang. I tråd med Aage Damgaards indsats har HEART gentænkt ideen om at samle en række fremragende kunstnere i Herning for at skabe en ny syntese mellem kunst og erhverv.
Vi har i juryen igennem flere år fulgt biennalen, og ladet os begejstre over et bemærkelsesværdigt initiativ. Det har været konsistent, ambitionsniveauet vekslende, men alle de fem biennaler har været præget af nytænkning og kvalitet. Det er lykkedes HEART ikke alene at cementere Socle du Monde som en national kunstbegivenhed med internationalt udsyn. De har også åbnet for et unikt lokalt engagement og herigennem medejerskab til museets udstillingsvirke.
Socle du Monde biennalerne er blot et ud af flere eksempler på at Heart har arbejdet målrettet på at skabe en i international udstillingsprofil. Et andet og helt enestående initiativ var Jannis Kounellis udstillingen, der markerede museets genåbning i Holls nye bygning. Her måtte man glæde sig over en udstilling i absolut særklasse. Den var sanselig, poetisk og velophængt. Man havde vovet at nedtone formidlingen for at lade værkerne komme til orde selv. Og det lykkedes at præsentere Kounellis som en kunstner, der med et klassisk fundament var med til at udvide kunstbegrebet.
HEART har gennem flere år arbejdet intenst på at skabe en international profil for samlingen, udstillingerne og for så vidt også den bygning, der er rammen om det hele. Det har de gjort med succes. Og vel at mærke uden at miste den lokale forankring, der er så vigtig. Med Socle du monde, med eventpladsen bag museet, med koncertsalen og fællesskabet med Ensemble MidtVest og med de åbne publikumszoner omkring udstillingssalene har museet taget kulturhuskonceptet til sig og inviteret indenfor. Dog uden at miste fokus på kerneområdet. For midt i det hele ligger udstillingsområderne indkapslet som to store skatkister, der tilbyder smukke og poetiske rammer om fordybelse og en nærværende oplevelse.
Dette påskønner museumsjuryen med følgende begrundelse:
HEART tildeles Bikubenfondens Museumspris for en klar og ambitiøs profil, der afspejler sig i en konsekvent indsamling med fokus på den konceptuelle og konstruktivistiske kunst og særudstillinger på et internationalt niveau. Særligt fremhæves biennalen Socle du Monde, der for sætter fokus på samarbejde mellem kunst og erhvervsliv samt udstillingen med Jannis Kounellis. Museet har formået at fastholde en eksklusiv linie med et internationalt udsyn uden at miste den lokale forankring.
Stort tillykke.
_______________________________________________________________________________________________________________________________
Pristale til KØS - Museum for Kunst i det offentlige rum 2011 v/dr. phil. Maria Fabricius Hansen
Museumsjuryens Specialpris 2011 til KØS
KØS er Danmarks specialmuseum for kunst i det offentlige rum. Der ligger ikke så lidt af et paradoks i den bestemmelse, for hvordan kan man som museum huse noget, der ligger uden for huset selv? Hvordan kan museet indsamle, registrere og bevare, forske i og formidle noget, der i sin natur hører hjemme andre steder?
Denne gåde er det faktisk lykkedes KØS at give et ganske overbevisende svar på. Løsningen ligger både i den Skitsesamling, som det afsluttende S i KØS efterhånden er det eneste, flygtige hint om, og i den navneforandring, som for nylig er fundet sted til Museum for kunst i det offentlige rum. Museet er i sit afsæt en skitsesamling, det vil sige et museum, der søger at favne og formidle den kunstneriske proces. Men de skitser, som det for alvor er meningsfuldt for museet at indsamle, er dem der forholder sig til større offentlige projekter, som ikke i sig selv ville kunne indgå i et museums samling. Det drejer sig om de kunstneriske indgreb af enhver art, der beriger vores byer og landskaber, men som vi uden KØS ikke ville have en museumsfaglig behandling af. Når museet nu med sit nye navn nedtoner det gamle ”Skitsesamling” og opprioriterer ”kunst i det offentlige rum”, er det fordi det første blot er midlet, mens det andet er målet for den engagerede og reflekterede forskning og formidling, der finder sted her.
Når vi i dag prisbelønner KØS, er det fordi denne gode hensigt ikke er forblevet tom retorik, men i imponerende grad er blevet praksis på stedet. Museet spejler med sin virksomhed det, som kunsten i det offentlige rum drejer sig om. Med stor konsekvens inddrages omverden i museet eller museet vandrer ud i byen og landet.
I tilgift til kataloger, seminarer og omvisninger kan den udadvendte virksomhed både tage form af udstillinger i det offentlige rum, billedskole, byvandringer, forskning og rådgivning i byudviklingsproblematikker, internetbaseret formidling af den offentligt tilgængelige kunst, et stort, åbent magasin og meget andet, som ikke ville være muligt uden et velfungerende samarbejde med kommunen. Eksempelvis bidrager KØS aktivt til Køge kommunes og Realdanias byudviklingsprojekt Køge Kyst.
Man kan sige, at KØS er usædvanligt heldig at have så lydhør og intelligent en kommunal ledelse, der forstår at investering i kunst og kultur er en berigelse, som selv ud fra kyniske økonomiske beregninger kan betale sig. Ja, som man i realiteten ikke har råd til at spare væk. For kunst og kultur gør et sted attraktivt at leve for den mangfoldighed af borgere, som et samfunds sammenhængskraft afhænger af.
Men man kan også omvendt sige, at Køge kommune er mere en usædvanligt heldig at have så engageret og kompetent og intelligent ledet et museum, så påstanden om, at en værdsættelse af kunsten og kulturen kan tjene sig selv mangefold ind, bliver bekræftet til glæde for alle.
Man kan undre sig over, at ikke alle kommuner landet over er lige bevidste om, hvor store rigdomme og hvor stærk en faglighed, der er opmagasineret hos personalet i deres museer. Det kan undre, at kommuner og museer i nogle tilfælde står i opposition til hinanden i stedet for generøst at udveksle til gavn for alle parter.
Her er det naturligvis KØS’ styrke, at de på museet arbejder ud fra et ganske bredt begreb om hvad kunst i det offentlige rum kan være og ud fra en inkluderende indstilling til hvilke borgere, det er relevant at henvende sig til, nemlig alle. For nylig viste KØS den fine dokumentation og diskussion af Statens Kunstfonds virksomhed i udstillingen, Det’ vores kunst, hvor konkrete skitser og modeller af udvalgte værker blev suppleret med korte debatterende dokumentarfilm om værkerne, fremvist i magelige små biografrum. Et bredt spektrum af den offentlige debat om den kunst, vi omgås i det daglige, blev således præsenteret, så enhver kunne blive klogere og mere nuanceret i sine egne synspunkter på feltet. Og for tiden indebærer et besøg på KØS, at man straks må gå sin vej igen, eller gå KØS’ vej – udstillingen hedder Walk this way og er en rute eller spadseretur igennem byen suppleret med street art, som skal bevirke, at både byens borgere og andre besøgende ser byen med nye øjne.
KØS’ brede kunstbegreb hænger sammen med hele den udadvendte, samfundsengagerede og -engagerende ideologi, museet finder sin energi og eksistensberettigelse i. Kunsten, der befinder sig i det offentlige rum, er ikke blot fremmedlegemer, der på mere eller mindre dekorativ, nydelig vis skal forskønne vores omgivelser. Det handler ikke bare, eller egentlig kun sjældent, om sådan noget som de staværer, der er placeret rundt omkring på landets rundkørsler. Derimod handler det om en tro på, at den måde hvorpå vores omgivelser er udformet generelt set, påvirker os og spiller en afgørende rolle i hverdagen for os, både som enkeltpersoner og som samfund. I den forstand går KØS’ virksomhed op i en højere enhed med de kunstformer, museet er specialiseret i.
På baggrund af dette tildeler vi KØS. Museum for kunst i det offentlige rum specialprisen med følgende motivering:
KØS. Museum for kunst i det offentlige rum tildeles Museumsjuryens Specialpris for sin konsekvente, fagligt velfunderede og formidlingsmæssigt stærke udadvendte virksomhed. Museet har meningsfuldt formået at overføre en væsentlig del af sit arbejde til den omverden, som dets eksistensberettigelse hviler på. Ligesom museet fokuserer på den kunst, der er integreret i det offentlige rum, er det offentlige i bred og forbilledlig forstand en integreret del af museets virksomhed.
_________________________________________________________________________________________________________________________________
Bikubens Museumslegat til Erik Kromann, Marstal Søfartsmuseum v/ museumsdirektør Jan Skamby Madsen
Marstal Søfartsmuseum udtrykker lokalsamfundets identitet og er totalt integreret i sine omgivelser. Det er i høj grad en del af overlevelsesstrategien på Ærø. Det er et eventyr i gammeldags forstand at besøge museet med de righoldige samlinger fra nær og fjern, det er levende og effektiv kulturarv så det batter, og så er det totalt båret af frivilligt engagement.
Leder af museet siden 1980 er Erik Kromann, lærer, politiker, sømand og forfatter. Erik Kromann har selv formuleret sine tanker om museet således: ”Vi – besætningen på Marstal Søfartsmuseum – har sat os for at bekæmpe den tiltagende maritime analfabetisme ved at servere søfartshistorien i en så appetitlig anretning, at selv de mest jordbundne landkrabber får trang til søluft”. Det er på alle måder lykkedes.
Tidligere modtagere af Den Danske Museumspris
2002 Silkeborg Museum
2003 Zoologisk Museum
2004 ARoS Aarhus Kunstmuseum
2005 Kunstindustrimuseet
2006 Museet for Fotokunst
2007 Kertemindeegnens Museer
2008 Thorvaldsens Museum
2009 Den Gamle By
2010 Museum Sønderjylland – Kunstmuseet Tønder
Tidligere modtagere af Museumsjuryens Specialpris
2007 Horsens Kunstmuseum
2008 Vikingeskibsmuseet, Roskilde
2009 Østsjællands Museum
2010 Kulturhistorisk Museum Randers
Tidligere modtagere af Bikubens Museumslegat
2004 Falk Mikkelsen, direktør for Give-Egnens Museum
2005 Leila Krogh, direktør for J.F. Willumsens Museum
2006 Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana Museum for Moderne Kunst
2007 Teresa Nielsen, museumsinspektør på Vejen Kunstmuseum
2008 Jette Christiansen, museumsinspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek
2009 Gertrud Hvidberg- Hansen museumsinspektør ved Fyns Kunstmuseum og Gertrud Oelsner, museumsinspektør ved Fuglsang Kunstmuseum
2010 Kjeld von Folsach, dr.phil., museumsdirektør, Davids Samling

